Lynge Erhvervsforenings historie

 

Lynge Erhvervsforening blev stiftet den 10. april 1975 under navnet Lynge Handelsforening.

Den stiftende generalforsamling fandt sted på Lynge Kro, hvor 18 lokale firmaer var repræsenteret. Samme aften blev 25 firmaer registreret som medlemmer.


Bestyrelsen blev konstitueret således:

Formand: sparekassebestyrer Bent Eriksen
Næstformand og kasserer: dametøjsforhandler Aase Maagaard Poulsen

Bestyrelsesmedlemmer: farvehandler Egon Sørensen, Flemming Antonsen

Pressesekretær: købmand Per Andersen

Som suppleanter valgtes damefrisør Hanne Lyman og Jette’s Garn.

 

I foreningens første år blev der nedsat disse udvalg:

Julearrangement v/Allan Jensen, Lynge Vinhandel
Gedemarked v/Egon Sørensen, Lynge Farvehandel
Byplanudvalg v/Verner Kruse Rasmussen, Lynge Cykelcenter

Og året efter blev udvalgene suppleret med Skiltningsudvalg og Flagudvalg.

På generalforsamlingen i 1978 blev det vedtaget at indlede forhandlinger om at udvide med en håndværkerafdeling. Der kom desværre ingen resultater ud af foreningens initiativ.

 

I 1979 inviterer LUI til samarbejde omkring byfest-aktiviteter.

 

I 1980 vedtog byrådet at udarbejde en lokalplan for centerområdet i Lynge i samarbejde med Lynge Handelsforening

 

I 1981 blev arrangeret Julegæt sammen med Lions Club.

 

I august 1982 blev den første handels- og håndværkermesse afholdt i Lyngehallen. Samme år fik Flagudvalget v/Egon Sørensen godkendt oplæg om indkøb af 42 flagstænger til en pris af 38.000 kr., hvoraf foreningens kasse skulle betale 1/3 og 2/3 skulle betales af medlemmerne.

Arrangement i forbindelse med Lynges 900 års fødselsdag 21. maj 1985 (Lyngedagen).

En enig bestyrelse beslutter i juli 1985 at fremsætte indsigelse til Lokalplan 307 over centerområde i Lynge.

 

I 1988 blev herreekviperingsforhandler Otto Hass valgt som foreningens formand.

På generalforsamlingen i 1990 foreslår bestyrelsen evt. nedlæggelse af Lynge Handelsforening på grund af for ringe opbakning blandt foreningens medlemmer til aktiviteter og medlemsmøder. Efter en længere debat med meget positiv inspiration, blev det konstateret, at der fortsat er stemning for en masse aktiviteter, og bestyrelsen trækker forslaget tilbage.

 

På generalforsamlingen i 1991 bekendtgøres at en Byfest med LUI og Lions er under opsejling. Dog tidligst i 1992.

Det er historien for foreningens første 16 år.

10.02.2005/kl

 

Website udviklet af Idé Tekst Reklame